Alle mine smykker er lavet af en kombination af materialer - gamle smykkedele fra skuffer og gemmer eller loppemarkeder, dimser fra værkstøjskassen, ting jeg finder på gader og stræder eller på stranden samt enkelte nyindkøb (primært similisten og brochenåle).
De forskellige dele bliver skilt ad, renset, slebet, eventuelt lakeret og sorteret efter type, form og metriale. Jeg tager herefter en række tilfældige elementer (20-30 stk) og ser om nogle af dem finder sammen - det kan være at der er former og linjer som passer sammen eller nogle farver som søger hinanden. Der skal være en balance mellem elementer der fanger blikket og mere neutrale baggrunde - det duer ikke at der er for mange interessante enkeltdele, da de nemt kommer til at kæmpe om pladsen.
Nogle smykker finder nærmest sammen af sig selv, mens andre bliver til ved at to ting kombineres og herefter ligger længe og venter på at den tredje og fjerde del dukker op.
Hvis du har nogle elementer liggende (fx et gammel smykke som du ikke bruger mere, og som derfor trænger til et nyt liv) som du gerne vil have til at indgå i et smykke, så kontakt mig - det kan være at vi sammen kan finde en løsning.